Holdets wiki

Nogle hold eksperimenter også i en wiki "Digitale teknologier", vi anvender her pbworks. Vores wiki er offentlig.

fredag den 27. februar 2015

Facebook i undervisningen

Hvordan ser det ud fra en undervisers perspektiv? En af opgaverne i de forløbne uger og det spørgsmål er der kommet nogle interessante bud på. Christina, Vibeke og Anni har hver gjort sig nogle erfaringer og overvejelser.

I mindmappen herunder er nogle af hv.-orderne samlet.


Vælg et eller to punkter ud og skriv en kort kommentar.

En tilføjelse - et link til Ann's indlæg om Facebook i undervisningen.

fredag den 20. februar 2015

Todays Meet - didaktiske overvejelser

På mit hold i Kbh. har vi bl.a. arbejdet med TodaysMeet, som er et online mikroblogings værktøj. Man logger på som underviser, fx vha sin google konto og opretter et rum / navngiver det. Rummet kan være åbent i alt fra 1 time til 1 år. Linket til rummet lægges ud til de studerende eller man kan indlejre (embed) rummet i sin blog.

Nedenstående fig.1 er et eksempel på, hvordan man kan indlejre dialogen i et andet medie (mash up). Bemærk dog, at adgangen til rummet og dialogen lukker på det tidspunkt, der er angivet ved oprettelsen af rummet. Har man lyst til at betale (5 dollars) for brugen af programmet, kan man få adgang til transskription også af lukkede rum. Fig. 2 er et skærmdump fra dialogen før rummet lukkede :-)

Set udfra et underviserperspektiv kan en fastholdelse af dialogen skabe baggrund for yderligere arbejde med specifikke områder. Har man fx arbejdet i grupper med forskellige problemstillinger, kunne hver gruppe poste et eller to statements, som efterfølgende danner baggrund for en meningsforhandling (E. Wenger) om, hvad holdet efterfølgende vil / kan arbejde videre med.

Man kan også vægte det umiddelbare og lade udsagnene danne afsæt for en dialog om et eller flere af de nævnte punkter. Vi gjorde det sidstnævnte.



Fig. 1


Fig. 2



torsdag den 19. februar 2015

Sociale bogmærker

Vi har på mange af de hold, jeg har haft, arbejdet med sociale bogmærker. Vi har benyttet Diigo eller Delicious. En anden form for social bogmærkning, som er langt mere visuel er:

Pinterest og Scoop.it!

Eksempel på brugen af Pinterest
Herunder min virtuelle og visuelle opslagstavle: "Onlie og social". Hvor jeg har lagt et par "pins" ind:
- et manipuleret billede af mig selv som linker til tidligere undervisningsmateriale om web 2.0
- et billede / link til en prezi præsentation fra tidligere undervisning om QR koder
- et billede taget fra SMUK´s musikhus mod seminariets bygninger i Haderslev, hvor holdet og jeg mødes f2f.
- osv.

Følg hannes opslagstavle sociale online teknologier (web 2.0) på Pinterest.

Teknologien (værktøjet) åbner op for, at jeg kan invitere andre ind, som derefter også kan tilføje "pins" til lige præcis denne opslagstavle. Dermed kan "min" opslagstavle fungere, som et fælles sted for holdet, hvor de uafhængigt af tid og sted kan dele resurser.

Får jeg et andet hold eller skal undervisningen dreje som om et andet emne, kan jeg blot oprette en ny opslagstavle.

Fordele
- fremmer fællesskabet. Delingen af bogmærker er langt lettere i Pinterest end i fx Delicious, hvor man kan godt dele via sit netværk, men man kan ikke invitere andre brugere ind som bidragsydere.
- visuelt. Måske har mange det som jeg, jeg husker langt bedre i billeder end via noter. I Delicious skriver man en note til de websites man har bogmærket og det er super, hvis det er noter om, hvad man kan bruge sitet til, men... med hundredvis af bogmærker, som min samling efterhånden er oppe på kræver det en stringens, som jeg ikke altid har... jeg kan i hvert fald nogen gange fare vild og googler hellere på ny!

... jeg håber, der kommer flere i løbet af vores forsøg med brugen. Nu vil jeg forsøge at tænke Pinterest ind i en didaktisk sammenhæng i nogle af de kommende lektioner.

Hvordan
Mere simpelt end med denne video kan det vist ikke blive:





Scoop.it!
Hvis man vil dele (share) her, sker det via fx Facebook. Og så er jeg allerede løbet ind i et problem, jeg er ikke venner på Facebook med de studerende, men en del af holdets lukkede gruppe i Facebook. Og her kan jeg ikke umiddelbart dele...


men jeg har embeded (dvs. indlejret) mit eksempel :-)



Hvordan
Fremgangsmåden når man opretter bogmærker, er ikke meget anderledes end med Pinterest og dog... 



Didaktik?
Jeg vil gerne henvise til Pasgaard igen, igen...


onsdag den 18. februar 2015

Thinglink

Thinglink er igen en online teknologi, hvor man kan udforme fælles materiale (interaktive billeder) i et asynkront og synkront samarbejde eller i en monologisk og dialogiske undervisningsform, som Niels Jakob Pasgaard udtrykker det. Han har også en udmærket vejledning til, hvordan man kommer i gang med at bruge værktøjet.

Pasgaards udgangspunkt er folkeskolen, hvorimod vores ungdomsuddannelserne og mit eget fokus er diplomuddannelsen, specifikt modulet digitale teknologier i erhvervsrettede uddannelser. Og jeg tænker heller ikke undervisning, men samarbejde. Hvordan kan vi skabe noget sammen, som giver mening og hvordan kan teknologien fremme dialog og videndeling, altså facilitere processen.

Jeg er derfor meget spændt på at høre og se, hvordan mine studerende forestiller sig værktøjet brugt i deres undervisning. Jeg har selv tænkt på, at vores fælles wiki, i stedet for at have et statisk billede kunne have et billede, hvor nogle af de mange oplysninger vi drøfter og samler undervejs i vores arbejde lægges ind. Men spørgsmålet er, hvordan det fremmer meningsforhandling (jf. E. Wenger) i vores praksisfællesskab?

Billedet herunder er hentet fra vores (holdets) fælles wiki og jeg har lagt links ind til nogle af de resurser, som også findes i powerpointen fra introen.


 

Socrative - en online test

Socrative er en online teknologi for quiz / test. Jeg har i nogle tidligere forløb med lærerstuderende (uv.forløb 6) anvendt teknologien på flere forskellige måder i forbindelse med repetition af pensum.

peer to peer
I forbindelse med en afsluttende evaluering, blev de studerende opdelt i grupper og havde hver ansvaret for et område i pensum, som de udformede spørgsmål til i socrative. Derefter byttede grupperne quiz og vi afholdt et space race blandt de enkelte deltagerne i grupperne. Et space race foregår på den måde, at hver deltager tildeles én raket, der farer afsted afhængigt af, hvor hurtigt man svarer korrekt på spørgsmålene i quizzen.

Det var meget underholdende med konkurrenceelementet og det gav efterfølgende en god dialog om, hvordan man spørger, hvad man skal spørge om for at afdække evt. huller i forståelse m.v. og hvad man fremadrettet kan anvende resultaterne til i egen undervisning.

opstart til nyt pensum
Tidligere havde jeg som opstart til arbejdet med pensum ladet de studerende tage en test, jeg havde udformet. Her arbejdede de med quizzen enkeltvis, og de syntes, at den var for svær! Det gav anledning til, at jeg valgte at gøre det anderledes på et andet hold, hvor vi brugte quizzen som baggrund for dialog om pensum.

dialog om pensum
På et andet hold gjorde vi det, at de fik samme quiz. Men her blev de studerende delt op i grupper, de fik udleveret spørgsmålene, lov at bruge hjælpemidler og snakke om svarene indenfor et afsat tidsrum. Derefter afholdt vi et space race og det var en succes. Dels dialogen om svarerne, dels konkurrence-elementet og testen af svarerne. Efterfølgende tog vi en snak om de svære spørgsmål. Det var en supergod måde at få en god dialog igang om fagfaglige udtryk / web 2.0

online på google hangouts
I uge 10 skal de studerende og jeg mødes på google hangouts og her tænker jeg, at en socrative test skal danne afsæt for arbejde med pensum i grupper på to og to. Mere herom senere.

Hvad andre skriver

monologisk undervisningsform
Niels Jakob Pasgaard skriver blandt andet, at han ser socrative, som en monologisk undervisningsform i sit indlæg om teknologien. Det kan han selvfølgelig havde en pointe i, hvis man kun anvender socrative, som test af viden. Men jeg mener absolut, at hvis man inddrager de studerende / eleverne i udformningen af testen og dermed lægger mere vægt på proces end mål, så opnår man noget ganske andet, hvilket ovenstående eksempler fra undervisningen godtgør. Der sker en italesættelse af et fagfagligt stof og det afdækkes, hvor det er relevant at arbejde yderligere med stoffet.

andre muligheder
Kahoot er en anden teknologi, som ligner socrative. Det er en teknologi som Niels Jakob Pasgaard også skriver et indlæg om. Jeg har ingen erfaringer med teknologien, men én af mine egne studernede har dette indlæg om brugen af kahoot.

torsdag den 5. februar 2015

Log tirsdag 2. februar 2015

Første f2f møde

Det blev en lidt mere kaotisk dag end normalt. To kom senere af forskellige grunde og to var ikke forberedt, grundet manglende info. Begge dele gav en lidt anderledes dag og mine intentioner om et nogenlunde fælles afsæt blev gjort til skamme. Det betød også, at dialogen om og øvelserne til de to oplæg blev vanskelige eftersom det fagfaglige sprog, jeg benyttede i nogle tilfælde blev næsten sort snak.

Tiltag

Det kan man selvfølgelig godt trække lidt på smilebåndet af, men jeg tænker også, at fremover skal jeg sikre mig, at studieadministrationen får givet informationerne til de studerende i tide og evt. via mail. Ikke alle tænker på, at checke om informationerne ligger i vores e-læringssystem.

Måske skal jeg også overveje om det er en god ide, at kursisterne skal være forberedte til første undervisningsgang. Det er dog et mega stort dilema, da det efterfølgende klemmer undervisningen tidsmæssigt endnu mere.

Slideshare, powerpoint m. links og blogger

Undervejs i undervisningen konstatere vi også, at der tilsyneladende sker noget med en præsentation med interne links, dvs. links fra en dias-side til en anden. De bliver åbenbart mere eller mindre ødelagte, når præsentationen bliver oploadet til slideshare for derefter at blive embeded (indlejret) i bloggen her. Hvor kæden lige hopper af, har jeg ikke et godt bud på. Men præsentationen med velfungerende links er lagt i vores e-læringsplatform.

ePortfolio

Alle fik oprettet en blog og prøvet at embede. Umiddelbart var det også mit indtryk, at for de flestes vedkommende var det noget grænseoverskridende at udarbejde en digital eportfolio i form af en blog; online, fuldt offentligt og desuden videndele. Vi har derfor aftalt, at vil man ikke være offentlig skal man invitere medstuderende, som læsere af bloggen. Ydeligere info om, hvordan man gør finder man på bloggers hjælp under Administrer tilladelser

Facebook gruppe

Til min store overraskelse faldt et forslag, fra én af mine studerende, om at oprette em facebook gruppe positiv ud. Det plejer der ellers at være temmelig meget modstand mod. Jeg har lige tilmeldt mig og er spændt på, hvordan det kommer til at spænde an. Det betyder også, at vi på modulet har fået endnu et sted, vi skal eksperimentere med og forholde os didaktisk reflekterende til.

Google Hangout

De næste tre uger er online og derefter mødes vi i Google Hangout en hel dag tirsdag d. 3. marts!